Maleriet som proces
Af kunsthistoriker Ann Cathrine Abecassis, Paris

Siden slutningen af 60´erne har Niels Frank beskæftiget sig med maleriet. Søgende efter hvad mediet kan udtrykke. Eksperimenter, der førte udover maleriet, til også at omfatte: performance, happenings og skulpturelle undersøgelser med så forskellig materiale som: kogødning, rugbrød, jord og pigment.
Maleriet har dog hele tiden spillet hovedrollen!

Fra de tidligste undersøgelser af farven som stof, materialiseret i tykt spartlede farvelag, - over organiske boblefantasier (oroganomani) og en serie portrætter med surrelle overtoner, til naturabstraktioner. Ved at betragte de forskellige perioder i malerens production, vil man se at hver arbejdsfase svarer til sekvenser i en lang proces.

En rejse til Norge i 1980 bliver skelsættende. Oplevelsen af dramaet i naturen: skønhed og forfald, idyl og katastrofe, - bliver fra da grundsubstansen af indholdet i hans arbejder.
Naturen bruges som katalysator for følelserne.

I midten af 80´erne renser han paletten og arbejder en overgang med akromatiske farver: sort og hvid,- med accenter af ultramarin og okker. Eksperimenterne resulterede blandt andet i serien: "transskription" -sorte tegn malet med tjære på avissider,- som et gensvar til informationssamfundets stereotype tegn, som nok kan afkodes, men som også kan forekomme meningsløse og efterlade følelsen af afmagt.

Fra slutningen af 80´erne til i dg bliver naturen stadig mere nærværende. Hans palet har nu udviklet sig henimod en lysere og mere kontrastfuld kolorit, inspireret af rejser i middelhavsområdet. Fremfor den direkte naturskildring, vælger han et observationspunkt, hvorfra han fanger farverne og stemningerne i et "her og nu". som skaber grundlaget for: Efterbillederne.
det stimulerer både den nysgerrighed, der er kunstnerens egentlige incitament, og behovet for at gå ind i den billedmæssige proces.

I sit forhold til naturen står Niels Frank langt fra impressionisterne!
Han opfatter med følelserne, hvor f.eks. Monet (1840 - 1926) opfatter med øjnene. Og dog! Visse af Niels Franks værker fra 80´erne kan minde om et tilsyneladende impressionistisk udtryk - og det før han fattede interesse for den franske kunstner.
Et besøg på L`Orangerie blev årsag til nærmere studier i de følgende år. Hvis deres indfaldsvinkler umiddelbart synes diametralt modsatte, er det dog en kendsgerning, at Monet til en vis grad frigav farven fra motivet, hvilket efter Niels Franks opfattelse er interessant i en modernistisk sammenhæng.
Den franske kunstkritiker Roger Marx citere Monet fra 1909: "Min eneste fortjeneste er, at jeg føler mit instinkt (...) Jeg er nået frem til den højeste grad af det abstrakte og forestillingen af virkeligheden".
I denne sammenhæng bør nævnes: Joan Mitchell (1926 - 1992), amerikansk - ekspressionistisk maler. Hun boede i en årerække dels i Paris dels i Vetheuil, (iøvrigt i det samme hus, hvor Monet 90 år før residerede, inden han flyttede til Giverny). Mitchells udstilling på Musée d`Art Moderne i Paris, 1982, vidnede om hendes interesse for den sene Monet. Kæmpe lærreder, motivløse i gængs forstand, kun båret af farverne, og en malerisk konsekvens.
Niels Frank ser mulighederne for, gennem farvernes interaktion, at skabe visuelle associationer og stemninger - analog med tonerne i musikken.
Metodiske studier skærper hans farvesyn og fremprovokerer stadig nye dimensioner i maleriet.
Han erkender at bygge videre på, hvad andre kunstnere i historien har sat igang, og arbejder, uden tilsyneladende at føle behov for at skulle legitimere sin kunst gennem teoretiske overvejelser og trends. Ved udelukkende at koncentrere sig om processen, bliver spørgsmålet om maleriets legitimitet uvedkommende.

Handlingen er og bliver det afgørende!