Proces passionato
Af Lisbeth Tolstrup Kunstkritiker AICA

“Billederne er der hele tiden
- de bliver bare først synlige, når de males...”

Ordene er Niels Franks og i denne sammenhæng en kærlig og nærværende erkendelse af det stadige behov for at kunne male. På godt og ondt. Presset eller lettet. I perioder med lys og latter, som i de andre, mørketider med tyngde og indadvendthed. Der kan trækkes paralleller og drages sammenligninger, der kan forholdes udsagn og opstilles påstande. Det stille svar er nærværende, lige der på væggen, i atelieret eller på det momentane galleribesøg. Malerierne har deres eget sprog, stadig stærkere og mere konsekvent. Et engageret menneskes visuelle udsagn.

Sammenligning kan være en ren forbandelse. Navnene på malere i det forgangne - modernismens århundrede - tages til indtægt for snart sagt enhver nuance, der måtte skabes på en palet. En orange fra Nolde, en blå fra Matisse, en grøn fra Monet eller gul fra Van Gogh. Jamen selvfølgelig. De er ikke forbrødrede i sammenligningen, men netop i særpræget. Som tidlige foregangsmænd og som inspiration for Niels Franks egne nære forbilleder, Asger Jorn, Sven Dalsgaard og Willem de Kooning - for blot at nævne nogle. Niels Frank toner, blander og vælger sine egne orange, blå, grønne og gule farver. Selve afsættet for at give sin vision en visuel udformning er jo netop farven. Den evigt udfordrende, pulserende og pågående - farven, som kun han bruger den.

Der skal en god portion intuitivt mod til, når man som Niels Frank, og med ham flere gode malervenner, vælger at forholde sit kunstneriske udtryk til landskabet. Midt i en tid, med hastig søgen mod skandalen, provokationen og selve konfliktens væsen, er det i sig selv et eksperiment. Modpolen, som han har valgt den, findes i det vegeterende, kontemplative, måske ligefrem meditative, der så oplagt forbinder sig med oplevelsen i og af naturen. Den relation fungerer og skaber i mange af Niels Franks billeder fra de senere år en mere direkte forbindelse mellem oplevelsen og udtrykket, mellem registreringen og den visuelle gendigtning i det valgte medie.

Der spændes vidt og prøves grænser i Niels Franks atelier. På papiret og på lærredet. I pastel, akryl og olie. Alligevel er det oliefarven, der nu står som den foretrukne. Med sin glans, blandbarhed og stilfærdige tidskrævende tørring kan den noget andet og mere, end de letløbende akrylfarver. Transparensen er en anden, fremhævet som den bliver af de mættede partier. Uforklarlige og pirrende danser lagene ind over hinanden i den stadige leg omkring motivet. Der er på en gang klassik og fornyelse, udfordring og ro i den måde at arbejde på.

Oplevelser og stærke hændelser i livet har deres betydning. Der sker noget med farven og strøgene, når transformationen sætter ind. Ikke som en sjælelig dannelsesrejse i klassisk forstand, men med den lethed, afstand til hverdagen kan give, når den opstår på det rigtige tidspunkt. Der er kommet mere kraft og større selvbevidsthed ind i billederne. Udtrykkene træder tydeligere frem. Derfor bliver det nærliggende at forsøge en opdeling i billedernes ortografi. Nogle er jordforbundne, andre himmelsøgende, mens atter andre forbindes af en fri fabulerende botanik. Ikke som adskilte skematikker, men som medier, der frit kan forbindes - og bliver det.

Billederne hviler i sig selv, nogle i bevidst rolighed, andre med det sug af bevægelse, der gør et lærred til en fascinerende udfordring. Vi er gæster, tilskuere til et koloristisk drama i mange akter. Niels Frank har for længst fastlagt sin visuelle libretto, indgående, pågående, intuitivt. For hvert et billede mere nærværende og givende, for hvert et lærred tættere på det personlige udtryk, der er en del af hans stadige kamp for at forløse billederne - de er der jo...