En rugbrødsmur kan da ikke være kunst!
En samtale med maleren Niels Frank om det gammelromantiske, at male naturens efterbilleder.
af Kunsthistorikeren Anne Cathrine Abecassis og billedkunstneren Steffen Tast.

Prøv lige at se den mark der, - er den ikke fantastisk. Så kan jeg godt ønske, at få lavet sådan noget, - at få en farve ind i billedet, der gør så meget ved billedet, som den farve gør ved landskabet, det er ganske fantastisk! Gul, rød, gulbrun afsvedet farve - utrolig stærkt!
-et typisk udbrud fra Niels Frank, som kommer alt imedens man sidder og snakker hyggeligt sammen på en køretur. For det er karakteristisk for ham, at være opmærksom på de spændende oplevelser, det er at se ud på naturen.
Så noterer jeg farverne ned, blander dem - indtil jeg når frem til noget brugbart. I mange år var jeg optaget af det der skete, når landmændene brændte halm af på markerne: Asken, sort/grå efter ilden - og senere dukkede nyt græs op, meget grønt, sammen med de bleggule stubbe og den brune jord. De farver har jeg været meget interesseret i at ramme.
Niels Frank kan nu i en alder af 50 først for alvor føle, at det, der betyder noget, er selve processen. Maleprocessen og med den naturlyrikken, -indtrykkene og -inspirationen.

Der er megen snak om, at kunstneren skal være nyskabende for at være interessant.
Der skete ikke så meget nyt i kunsten for mit vedkommende - meget er lavet, men jeg er også ligeglad, for jeg er ikke den, der kan eller vil være nyskabende. Jeg er en maler, der er nysgerrig og stærkt interesseret i hvad der sker på maleriets område.
Jeg er i mit rette element, når jeg sidder i Naturen og laver skitser. Dem bruger jeg som en igangsætter - og lade det være en inspirationskilde til mit maleri.

Når vi ser tilbage, var du allerede i starten af 60'erne begyndt at interessere dig for kunst.
Ja, jeg fik indblik i en verden, der åbnede mine øjne, men det var nok først på en rejse til Norge i 1980, hvor jeg for alvor oplevede Naturens kraft. Vekselvirkningen mellem stor skønhed, grusomhed og død, - den er en del af mig.

Du har selv kendt til de alvorlige sider af livet, som f. eks. det at miste en livsledsager.
Ja, endda 2 gange, men det er også en side af mig, at melankolien er en del af mit liv. Tabet har samtidig gjort mig bevidst om, at "The time is always now!" Op- og nedture har styrket viljen til at fighte videre, komme igen - på trods. Men jeg har også haft store glæder, ja stjernestunder, som således tilsammen dækker hele spektret i mit liv.

Har du også ladet dig påvirke af andre kunstnere?
Da jeg var knægt tog min far mig med til udstillinger, bl.a. til Asger Jorrn, og den oplevelse af Jorn, hans vitalitet og kraft, den slog mig. Jeg var begyndt at male på det tidspunkt, opstillinger, landskaber osv., men her stod jeg overfor noget helt andet. Gennem mødet med Aage Arbjerg, J.V. Martin og Sven Dalsgaard, stødte jeg på Situationismen, en af Jorns ideer - Tesen om det legende menneske. Senere var der den tyske Informelle Kunst og de amerikanske abstrakte ekspressionister. Dén kunst - og Jazzen! Noget godt har vi da fået derovre fra!

Siden 1979 har du været med i gruppesammenhæng. Først Labyrint, siden Nimbus og Prisma. Du har endvidere været medlem af BKF's Regionalbestyrelse og Kunstnernes Hus' bestyrelse. Har alle de poster ikke udpint dig rent kunstnerisk?
Nej, det syntes jeg ikke, for jeg har opnået en ekspertise rent praktisk på nogle bestemte områder, og vi har opnået resultater sammen, vi ikke kunne have nået enkeltvis. Endvidere har det udfordret mig rent kunstnerisk til at lave nogle installationer og kunstprojekter, jeg har haft megen glæde ved. Eksempelvis kan nævnes "Nedgravning" med Labyrint i 1983 på Aarhus Kunstmuseum, hvor jeg, udover selve det at være gravet ned, havde lavet mit "Comøgs-projekt" Det skal ses som en komentar - og der brugte jeg et materiale, folk ikke kunne lide. Endelig var der også RUGBRØDSMUREN til udstillingen: "Jyske Rødder", hvor jeg transformerede det seje, sindige jyske karaktertræk til det jordbundne i rugbrødet.

Men hvorfor er du ikke fortsat med dine installationer?
De har været spændende, har givet et kick, men jeg er altid vendt tilbage til maleriet. Jeg kommer altid tilbage til "en gulnet busbillet på den grå asfalt". Derfor er maleriet det, der optager mig mest.

Du underviser nu på Silkeborg Kunstskole. Har det betydet noget nyt for dig?
Ja, dét at skulle formulere sig overfor andre har hjulpet mig til en større afklaring omkring mine egen billeder.

Har du aldrig tænkt på en mere kunstnerisk karriere?
Ikke på den måde, at jeg vil være afhængig af billedsalg. Jeg har i kraft af anden indtægtskilde, altid haft min frihed til at eksperimentere, at male de ting jeg havde lyst til. Og det har givet mig mulighed for at holde mig åben og udvikle mig på egne betingelser.

Har du været jaloux på de af dine jævnaldrende kolleger, der kan leve af deres kunst?
Næ, men jeg kan da somme tider blive irriteret over nogle af de kunstnere, der fuldstændig mangler respekt overfor det, de gør; - og mangler selvkritik nok til at kassere dårlige ting, fordi det kan sælges.
I det hele taget mener jeg at dialogen kunstnerne imellem er forstummet. 60'ernes diskussioner om kvaliutet og indhold, samt sund kritik af hinandens billeder - er i dag erstattet af merkantile interesser. 80'ernes slogan var: Karriere for enhver pris! Det synes jeg er synd for Kunsten. Resultatet kan let blive: Form uden indhold, og frækhed uden ansvar. Situationen tegner ikke umiddelbart lysere i 90'erne: Kuratorernes indtogsmarch med viljeløse kunstnere fidelt medspillende. Hvornår begynder kunstnere at lave kunst?

Hvad er vigtigt for dig i dit maleri i dag?
Lad mig komme med et eksempel fra Andalusien, hvor jeg var nede sammen med maleren Finn Have. Finn går ud i Naturen og står og maler direkte foran motivet - det gør jeg ikke. Jeg laver farveblandinger, farveprøver og skitser for at se, hvilken palet der er brugbar for at male efterbilleder af landskabet. På den måde får jeg nogle andre farver ind i min palet. De afslører nye muligheder. Man skal forstå den spænding og ophidselse, det kan være at finde nogle nye farver, og prøve dem af i et billede, - se hvordan de fungerer overfor hinanden. Hvis ikke det kildrer i maven, er det ikke interessant.
Man kan sammenligne med en sportsmand. Han kan ikke yde sit bedste uden grundig forberedelse, - træning og atter træning. På samme måde starter jeg billeder op: Notater, skitser, farveblandinger, og så: male, male, male. Til sidst er jeg i en tilstand, hvor jeg kan male mange billeder. Jeg har simpelthen trænet mig op til det - kommet ind i maleriet, så jeg kan male de beslutsomme strøg, der ikke skal rettes i. Fighten kender jeg, - jeg var bokser i mine unge dage.

Hvor står du henne i dag?
Nu føler jeg efterhånden jeg har et vist overblik på baggrund af mine livserfaringer på godt og ondt. At male for mig, er eksistentielt! Det er en balancegang på en knivsæg, hvor penselsstrøgene og farverne transformerer kraften, energien ind i billederne. Den proces, det er min egen kamp for at et billede kan blive til!