Naturen som følelse
Af Birgit Hessellund

"Naturen kan forekomme så forbandet banal" sagde Niels Frank engang midt i firserne, og gik over til en asketisk sort/hvid palet. Gennem en længere periode var han optaget af tegnet, eller rettere transkriptionen af tegn fra ét område til et andet. Sort på hvidt som kaligrafisk billedtegn stod det malet, med avispapirets ensartede typografi som baggrund. Sådan væver han sin egen nuance i den røde tråd, der løber gennem meget af firsernes kunst som en optagethed af tegnet, myten, den oprindelige sammenhæng.
Men banal eller ej - Naturen, som han bor midt i, har atter sneget sneget sig ind på ham.
For sådan er det jo med det banale: Det er ikke kun fortærsket, men samtidig dybt essentielt og alvorligt.
Kronhjorten hører vi nok aldrik brøle ved skovsøen, -og godt det samme! Men farverne er taget til nåde igen, og i selve følelsen for naturen afslører han sig som noget af en ekspressiv naturromantiker, der kan male, så man fornemmer skovens lysninger og mørke, bladhanget og den knudrede bark.