Landskabets helhed
Af Ole Lindboe, redaktør af Magasinet Kunst.

Hvorfor bliver landskabet ved at sige os så meget? Hvorfor bliver vi aldrig trætte af at betragte synsranden og de linier, streger, farver, bevægelser og former, der tilsammen danner et landskab? Det er et grundsyn, vi hele tiden må vende tilbage til. Måske er det landskabet, som fortæller os, at vi hører til på en klode, at det er herfra verden går, uanset om vi befinder os i fortravlede byer, klemt inde i huse eller i et område, hvor andre slags bygninger og menneskeskabt indgriben i naturen spærrer for udsigten.

Maleren Niels Frank (f.1946) er en af de kunstnere, der bestandigt vender tilbage til landskabet for at aftvinge det nye udtryk og nye hemmeligheder. Man kan næsten sige, at han bruger landskabet som påskud for at undersøge maleriets muligheder. For hans billeder er nok naturlyriske, men de forvandler sig – mens man betragter dem - til abstrakte elementer, hvor farve og former blandes på nye interessante måder. For i hans optik er det billedets helhed, der gælder. Det er udtrykket. Det er stemningen. Det er ægtheden. Selv om hans billeder kan ligne fragmenter, der støder sammen, så ender det alligevel altid i en form for spændt – og udfordrende - balance.

Den nævnte ægthed er altid til stede i hans billeder. Der er kæmpet for den. Niels Frank er en kunstner, der ikke går på kompromis. Han vælger ikke de lette løsninger. Derfor er der drama, kontrast, modsætning, saft og kraft i hans billeder. Men også en poetisk lethed, der næsten synger.

Man kan fristes til at kalde ham for en meget nordisk maler. Farveholdningen er i hvert fald klassisk. Men kunstneren tør godt tage chancer. Hans kompositioner er både stramme og løsslupne. Der er både spontanitet og strenghed til stede i hans stærke billeder.

Niels Frank har klart – sådan læser Deres skribent det – lade sig inspirere af mellemkrigstidens store generation af landskabsmalere, men han er også i familie med mere moderne ekspressive malere”., For der er sandt for dyden følelse i hans måde at omgås farverne på. Her holder han ikke igen, men tør godt lade farvetrompeten blæse for fuld styrke.

Man kan måske sige om Niels Frank, at han bruger landskabet som påskud for at lave et godt billede. For kigger man nærmere på hans billeder, så får man meget mere end et landskab med i købet. Man får en farvesymfoni. Man får en sanselig oplevelse af farvernes spil og stoflighed. Og man får en spektakulær oplevelse af et billede, hvor kræfterne brydes, hvor kontrasterne knitrer og hvor hver enkelt detalje i billedet spiller op til helheden. Et billede med en indre dynamik, der får det enkelte værk til at leve og ulme.

Niels Frank tilhører en stærk tradition i dansk maleri, som heldigvis – trods alle modernistiske flik-flak - ikke er forsvundet endnu. Der er en råstyrke i hans bedste arbejder, som kan minde om råstyrken hos de mest vilde færøske malere. Men samtidig er der en næsten forfinet farvemusik i andre dele af hans maleri, som maner tilskueren til refleksion og eftertanke.

Der er altid meget at kommer efter i Niels Franks billeder. Hvis ikke man har mødt dem endnu, er det på høje tid at rette blikket den vej.