Fra jord til lys
Af Lisbeth Tolstrup

Maleren Niels Frank har en lysende livsappetit, der til tider gør det nødvendigt for ham at lukke den imaginære dør til de nære omgivelser og arbejde sig igennem en række nødvendige billeder eller skitser, til balancen er genoprettet. En livsappetit der, der naturligt følges af en mørkeside, indadvendt dunkel og med en kraft, der kun kan finde afløb i selve det at skabe et billede, der rummer begge sider.

De nære elementer er talrige. Børn, undervisning, udstillinger og den kollegiale dialog. I næste sfære gælder det igen udstillingerne og rejserne, der har fået stadig større betydning for billeddannelsen og arbejdet med farven som variabel parameter for selve det at gengive lyset overfor mørket. Luften overfor vandet. Jorden overfor himlen. Skønt de enkelte dele indgår på lige fod i motivkredsen, oplever Niels Frank selv, at naturen mere fungerer som katalysator end som motiv i hans arbejde. Alligevel vender han stadig tilbage til naturoplevelser for at kunne skildre en stemning, indkredse en umiddelbar registrering eller lade inspiration få fast form.

På samme måde er det som de nære ting får en stærkere betydning efter transformationen i værkstedet. Solbjerg sø danner pludselig pendant til til selve begrebet vand - det kollektive ubekendte - og spejlingen af solens stråler i søens vand en stille eftermiddag tangerer selve lyset, den mægtigste livgiver. Ikke at genkendeligheden er sådan til at få øje på. Den interesserer reelt heller ikke Niels Frank rent billedligt. snarere selve registreringen, der leder fra den umiddelbare oplevelse til netop det element i farvefladen, der giver plads til at indkredse selve stemningen dernede ved søen.

Som overfladen på søen har sin kontrast i dybet, rummer såvel bjerget som skoven en tilsvarende dobbelthed med det skønne på den ene side og det farlige på den anden. Det er ikke altid denne dualitet syner med det samme. Processen med at indkredse kan typisk starte med spontane farvenotater gjort på stedet, eller med en korporlig opsamling af jord, der endnu fugtig smøres ud på en hvid, køligt registrerende flade. Den proces er ikke et egentligt udtryk, som det ses blandt enkelte andre malere, mere internationalt orienteret, men snarere en stilfærdig og respektfuld måde at fastholde en foranderlig materie på.

Fra farvenotaterne kan bevægelsen mod billedet styrkes af nogle enkelte skitser, oftere sker der dog det, at motivet i sig selv synes så stærkt, at processen liggerlatent før end selve maleriet begynder. Alligevel er det kun en del af en proces, der kan strække sig over flere år. Især når Niels Frank arbejder med oliefarven er det naturligt at lade de enkelte lag fremtræde laserende for så at kunne arbejde igennem flere gange, male ovenpå og i processen søge de delmotiver, der stykkes sammen i den endelige komposition. Samtidig ligger der en provokation i selve det at bryde de grundliggende farver, blande dem eller udfordre dem med en pågående kontrast.

De mange igangværende lærreder. De mange igangværende processer. De dobbelttydige forløb lægger sig i tæt forlængelse af de humørsvingninger, der er en del af tilværelsen for Niels Frank som maler. Skønt de også er der når han underviser eller er sammen med andre mennesker, er det i maleprocessen og ritualerne omkring den han får afløb for de skyggesider, der danner modpol til den lysende livsappetit. Reelt føler han sig afhængig af disse svingninger, som om synet ændre sig i de enkelte perioder i en stadig udvidelse mod nogle muligheder, der kun og udelukkende kan findes i maleriet.

Paradoksalt nok males de lyse billeder ofte i trods. En slags omvendt vrede, der fandt et næsten eksplosivt afløb efter et dødsfald for nogle år siden. En form for modsatrettet kraftudladning og afmagt, der i lyset fandt den nødvendige spejling. Det indre krav om at male videre, trods den nære oplevelse af død, blev samtidig et afsæt for at male mere nuanceret. Hver enkelt farve fik flere toner og synet blv skærpet i takt med selve farvesansningen. En udvikling, der fik ekstra kraft gennem en rejse til Marokko i 1996. Her kom oplevelsen af den røde farve i mange afskygninger til at slå igennem som en korporlig livstråd tilbage til hele spekteret.

Trods den umiddelbare facination af rødt og med den de rødbrune toner, der viste sig i jordens skiftende lag, er det de blå og grønne farver, der ligger Niels Frank nærmest. Dem udfordrer han i processen, uanset om den er at finde i akvarellen, i oliekridtet, i akrylen, eller i olien. Overfor står en næsten grafisk interesse før det at lade sort og hvidt mødes i åbne strøg, delvist gennemskinnelige, eller lade spontane kradserier danse ind over en jordpatineret flade, der på den måde accentueres i den yderste konsekvens mellem lys og mørke.

I Niels Franks arbejde er parathed den måske væsentligste af de faktore, der afgør om tiden er den rette til at tage imod, om det er muligt at samle de mange stærke oplevelser til et sammenhængende billedforløb og om det enkelte billede er styrkefuldt nok i sit eget væsen. Den stadige kamp kæmpes på en skarp æg af stærkt sansende registrering og pågående malertrang, uartikuleret og utæmmelig. Den rene nødvendighed, på vejen fra jorden til lyset.